DEN MODERNE PARAPSYKOLOGISKE FORSKNING
Mange kendte videnskabsmænd (herunder flere nobelprisvindere) har beskæftiget sig seriøst med paranormale fænomener, bl.a. Sigmund Freud, C.G. Jung, Albert Einstein, Pierre og Marie Curie, Henri Bergson, Charles Richet, C. D. Broad, Cyril Burt, William James, Calvin S. Hall, Gardner Murphy, John Eccles, Oliver Lodge, Hans Berger, A.R. Luria, A.N. Leontiev o.m.a. Den britiske premierminister William Gladstone blev æresmedlem af det engelske Society for Psychical Research i 1887, og han betegnede den psykiske forskning som "det vigtigste arbejde, som bliver foretaget i verden - langt det vigtigste." Den mest berømte indenfor den psykiske forskning er imidlertid den amerikanske biolog dr. J. B. Rhine (1895-1980).


J. B. Rhine

   

 I erkendelse af at det kunne være svært at skelne mellem f.eks. telepati og clairvoyance indførte Rhine i begyndelsen af 1930'erne betegnelsen ekstra-sensorisk perception (ESP), som skulle dække over psykiske fænomener som telepati, clairvoyance og prækognition (forudviden). Samtidig indførte han begrebet psykokinese (PK) i stedet for det gamle ord telekinese. ESP og PK tilsammen blev senere betegnet psi-fænomener. Studiet af disse fænomener benævnte han parapsykologi. Ordet "para" betyder "ved siden af" på græsk; på latin betyder det "imod" eller "uden for", altså en psykologi der som udgangspunkt var "anderledes" end den almindelige psykologi. Man kan diskutere om denne betegnelse var "bedre" end det gamle begreb "psykisk forskning", idet man jo ved studiet af omtalte fænomener blev nødt til at bruge de samme videnskabelige metoder, som bruges i den "normal-psykologiske" forskning. I mange tilfælde kan den videnskabelige metode således påvise, at "overnaturlige" fænomener i en bestemt sammenhæng meget vel kan have en helt naturlig forklaring, altså at der slet ikke har været "parapsykologiske" kræfter på spil. Vore to udenlandske søsterselskaber, dvs. det engelske The Society for Psychical Research og det amerikanske The American Society for Psychical Research har da også valgt at beholde deres gode gamle navne.
Rhine, som senere blev professor ved Duke Universitetet, indførte også sine egne symboler til systematisk testning af ESP, nemlig de såkaldte Zener-kort. De bestod af et sæt på i alt 25 kort med fem forskellige symboler: En cirkel, et kors, en firkant, en stjerne og bølgelinier. Der var fem kort med hvert symbol. Inden hvert forsøg blev kortene blandet grundigt, og det var så forsøgspersonens opgave at gætte rækkefølgen af kortene. Ved ren tilfældighed vil det være muligt at gætte fem kort rigtigt (1/5) under hver forsøgsrække. I løbet af en årrække gennemførte Rhine ved hjælp af disse kort nogle af de mest omfattende forsøg med ESP på Duke Universitetet. Sandsynligheden for at Rhines forsøgspersoner kunne have opnået deres resultater ved et rent tilfælde var ufattelig lille. Rhine blev imidlertid angrebet for ikke at have taget tilstrækkelige forholdsregler imod normal-sensoriske vink, f.eks. sad han og forsøgspersonen undertiden over for hinanden under de tidligste ESP-forsøg. I senere eksperimenter tog han dog højde for denne kritik og strammede kontrolforanstaltningerne.
Du kan selv teste dine ESP-evner på http://www.psychicscience.org/esp1.aspx


   
Det meste berømte ESP-forsøg på Duke Universitetet blev udført af en af Rhines nære medarbejdere, dr. J.G. Pratt. Han arbejdede her med en særlig dygtig forsøgsperson, H.E. Pearce. Under eksperimentet sad Pratt og Pearce i hvert sit rum i universitetsbygningen mere end hundrede meter fra hinanden. Pratt blandede bunken med de 25 ESP-kort grundigt og tog derefter kortene af, et efter et, med præcis ét minuts mellemrum, hvorefter han anbragte dem (stadig med billedsiden nedad) i en separat bunke. Pearce, der befandt sig hundrede meter væk, skulle så gætte rækkefølgen af kortene og nedskrive sine gæt. Efter eksperimentet sammenlignede Rhine så Pearces og Pratts optegnelser. Hvis rene tilfældigheder havde spillet ind, ville Pearce have opnået omkring 370 rigtige gæt (dvs. 1/5) ud af det totale antal på 1850, men han havde 558 træffere, altså en afvigelse på +188. Sandsynligheden for at dette resultat kunne være fremkommet alene ved et tilfælde er mindre end en chance ud af 10²².
Helt frem til slutningen af 1960'erne testede man hovedsagelig ESP ved hjælp af Zener-kortene og PK ved hjælp af terningekast, men i 1969 offentliggjorde den amerikanske fysiker Helmut Schmidt en længere forsøgsrække udført med en kvantemekanisk tilfældighedsgenerator. Under eksperimenterne sad forsøgspersonen foran et lille panel med i alt fire trykknapper og fire korresponderende farvede lamper. Under forsøgene sørgede en såkaldt kvantemekanisk tilfældighedsgenerator for den tilfældige fordeling af hvilke lamper, der skulle lyse, og det var så forsøgspersonens opgave at gætte hvilken lampe, som ville lyse næste gang. Schmidt testede prækognition og clairvoyance og opnåede statistisk stærkt signifikante resultater. Schmidts eksperimenter betragtes stadig den dag i dag som værende blandt de bedst designede parapsykologiske forsøg i verden.


Helmut Schmidt tester
her en forsøgsperson
med tilfældigheds-
generatoren

   
I midten af 1970'erne opdagede to amerikanske fysikere, Puthoff og Targ, at naturlige geografiske steder tilsyneladende var bedre at "arbejde med" for deres forsøgspersoner end kunstige målemner forberedt i laboratoriet. Under deres telepati- eller "remote viewing"-forsøg kørte de således ud til en tilfældig valgt lokalisation og "modtageren", som befandt sig i laboratoriet, skulle så forsøge at beskrive eller tegne det sted, de var taget ud til. En uafhængig dommerkomite blev derefter bedt om at matche forsøgspersonens beskrivelser af bygninger, havneanlæg, gader, haver o.lign. med de aktuelle målemner. Resultatet var overvældende signifikant. På nedenstående figurer ses nogle af mållokalisationerne sammen med forsøgspersonernes indtryk og tegninger.
I 1981 gentog et af Selskabets daværende bestyrelsesmedlemmer, civilingeniør Niels Jensen, Puthoff og Targs "remote viewing"-forsøg. I et tilfælde befandt senderen sig på Amalienborg Slotsplads over for rytterstatuen af Frederik d. 5., og modtageren beskrev bl.a. stedet således: "Blå himmel. Kan det være en hest? Jeg er ved at tro, at det er noget i nærheden af Amalienborg, mennesker, der går rundt og kigger på noget. Måske er det på den figur, det er ligesom om, den er kranset rundt af et stakit." Resultatet af disse forsøg gav totalt set et statistisk signifikant resultat, dog ikke så stærkt som i de amerikanske eksperimenter.
   

Fra Puthoff og Targs remote viewing forsøg


Amalienborg Slotsplads


 

PSYKOKINESE

Kan den menneskelige psyke påvirke materien? Det er et spørgsmål, som har optaget psykiske forskere siden slutningen af 1800-tallet. Man hørte dengang fantastiske beretninger fra spiritistiske seancer om at "ånderne" kunne få borde til at løfte sig (levitation) eller genstande i rummet til at bevæge sig tilsyneladende uden nogen påviselig fysisk årsag (i.e. telekinese). Imidlertid opdagede forskerne mange tilfælde af rene bedragerier fra de spiritistiske mediers side, i andre tilfælde var der tale om en form for selvbedrag. Under en seance holdt alle deltagerne ofte hænderne samtidig på bordpladen, og dette kan fremkalde uvilkårlige rystebevægelser, som under gunstige omstændigheder kan medføre ret kraftige virkninger i form af f.eks. borddans. Den danske psykolog Alfred Lehmann påviste således i sin bog Overtro og Trolddom (1920), at uvilkårlige bevægelser kan fremkaldes af åndedrættet og af blodcirkulationen, af musklernes og nervernes træthed, af sindsbevægelser samt ved forestillinger, der enten selv angår bevægelser eller hyppigt har været forbundet med bevægelser; det sidste kræver blot, at man koncentrerer sig om disse forestillinger. Kun i meget sjældne tilfælde var der tale om en fuld levitation, dvs. at hele bordet løftede sig op fra gulvet, men ofte foregik de pågældende seancer i hel- eller halvmørke, hvilket naturligvis ikke gjorde det let at kontrollere, hvad der egentlig skete.
I slutningen af 1930'erne begynder den amerikanske biolog J. B. Rhine for alvor at undersøge om mennesket ad psykisk vej virkelig kan påvirke materien, dvs. uden anvendelse af kendte fysiske kræfter. Han betegnede fænomenet som psykokinese (PK), og han gik i gang med at undersøge det på en systematisk måde. Han lod forsøgspersonerne kaste en terning samtidig med at de skulle koncentrere sig om at få den til at lande på en bestemt måde. Dette gav statistisk signifikante resultater, men det kunne med rette kritiseres at forsøgspersonerne kastede terningen med hånden. Rhine gik derefter over til at bruge et raflebæger og senere en elektromekanisk maskine til at kaste terningerne. Resultaterne lå stadigvæk langt over hvad man rent statistisk skulle forvente, hvis der blot var tale om tilfældigheder. Kontrolforsøg udviste ingen afvigelser fra tilfældighedsgennemsnittet. En af Rhines medarbejdere dr. Forwald fandt, at den psykokinetiske kraft tilsyneladende virkede på terningerne med en styrke på op til ti procent af tyngdekraften. Men den psykokinetiske kraft virkede imidlertid ikke som en normal fysisk kraft, og - fremfor alt - så var den ikke konstant.
Omkring 1970 udførte den amerikanske fysiker Helmut Schmidt forsøg med psykokinese, og hertil anvendte han kvantemekaniske tilfældighedsgeneratorer ligesom ved sine tidligere ESP-eksperimenter. Forsøgspersonen skulle her koncentrere sig om at få en af de fire lamper til at lyse oftere end man ville forvente hvis der blot var tale om rene tilfældigheders spil., og også her lå resultaterne langt over hvad man rent statistisk skulle forvente. Her i Danmark undersøgte fysikeren R. D. Mattuck i midten af 1970'erne en ung kvinde, som hævdede at hun havde psykokinetiske evner. Denne kvinde kunne få kviksølvsøjlen i et termometer til at stige fire grader blot ved at holde i den modsatte ende af termometeret og tænke på at søjlen skulle bevæge sig opad. Og det mest ejendommelige var, at kviksølvsøjlen fortsatte med at stige lidt, efter at hun havde lagt termometret fra sig. Dette ville være umuligt, såfremt hun bare havde opvarmet det normalt. Du kan i øvrigt teste dine eventuelle psykokinetiske evner på http://psychicscience.org/pk1.aspx
 
FRA PSI-EKSPERIMENTER UDFØRT PÅ DUKE UNIVERSITET

Målemnet A

ESP-tegning af A

 


Billeder fra det berømte Pearce-Pratt
eksperiment udført på Duke Universitetet.
Det er dr. J. G. Pratt til venstre.


Dr. Rhine tester her
en forsøgsperson for
psykokinese (PK).
Pigen skal forsøge at
få terningerne til at
falde på en bestemt
måde alene ved hjælp
af tankens kraft.
   
 Et eksempel på
bordlevitation
fra en seance i
Danmark i 1940'erne.
   
Øverst tv: Det berømte russiske
medium Nina Kulagina koncentrerer
sig i dette eksperiment om at få
forskellige ting såsom tændstik-
æsker, cigaretter ure og plastic-
genstande til at bevæge sig alene
ved tankens kraft. Samtidigt måles
hendes hjernebølger. Nederst til
venstre er det tilsyneladende
lykkedes hende at få en metalkugle
til at svæve frit i luften mellem
hendes hænder.
Billederne til højre viser fotos fra
ældre telekinese eksperimenter
udført af professor J. Ochorowycz
og dr. Schrenck-Notzing med det
polske medium Stanislawa Tomczyk.
   
Israeleren Uri Geller blev i 1970'erne
kendt, da han i TV bøjede metalbestik
og nøgler angiveligt ved psykokinese,
og mange mennesker blev derigennem
interesserede i parapsykologi.
Kontrolforanstaltningerne ved disse
TV-shows lod dog meget tilbage at
ønske, og da Uri Geller samtidig er en
særdeles dygtig tryllekunstner, var
disse demonstrationer uden
videnskabelig værdi. Den amerikanske
magiker James Randi har således ved
flere lejligheder vist, at han kan
gøre ham kunsten efter.
   
Professor Bender fra Tyskland
tester her en pige for ESP ved
hjælp af en elektronisk tilfældig-
hedsgenerator.
 

ER DE PARAPSYKOLOGISKE FÆNOMENER BEVIST?

For det første må det understreges, at bortset fra matematikken findes der ingen "beviser" inden for videnskaben; videnskabsmænd udtaler sig på baggrund af graden af sandsynlighed, men de udtaler sig sjældent med skråsikkerhed. For det andet må vi spørge, hvad der egentlig skal forstås ved ordet "bevist". En af de afgørende forskelle mellem psi-forskningen og forskningen inden for den mere konventionelle videnskab er nemlig, at psi-fænomenerne generelt er negativt definerede, dvs. at psi betragtes som den effekt, der kan måles, når alle kendte alternative forklaringer anses for at være elimineret. Dette stiller i sig selv store krav til kontrolforanstaltningerne ved parapsykologiske eksperimenter.
Et af de vigtigste principper i moderne videnskab er kravet om gentagelse, dvs. flere forskere må uafhængigt af hinanden være i stand til at gentage psi-forsøgene med positive resultater. Dette krav er allerede til en vis grad opfyldt indenfor den parapsykologiske forskning, men dog langtfra hundrede procent. Imidlertid findes der flere fænomener i naturen, som ikke uden videre kan reproduceres, her kan f.eks. nævnes jordskælv, vulkanudbrud og supernova-eksplosioner. På trods af dette er der vel ingen, der vil betvivle disse fænomeners eksistens. Den berømte Harvard psykolog og professor i filosofi William James udtalte engang, at "hvis man vil omstøde den lov, at alle krager er sorte, skal man ikke søge at vise, at ingen krager er det; det er nok at bevise, at en enkelt krage er hvid."
Efter mere end et hundrede års forskning kan vi dog sige så meget: Noget tyder på, at vi i visse parapsykologiske eksperimenter står over for en såkaldt ”uforklarlig” effekt; dette behøver ikke nødvendigvis at betyde at ESP eller PK er årsagen, men blot at der indtil videre ikke er fundet en mere sandsynlig forklaring.
Spørgsmålet er imidlertid så: Hvis disse fænomener virkelig eksisterer, kan vi så forklare dem? Der er indtil nu blevet foreslået mange forklaringsmodeller, men den mest interessante er nok den, som inddrager teorierne bag den moderne kvantemekanik. Eksperimenter udført af den franske fysiker Alain Aspect i 1982 indikerer således, at på trods af at et fænomen kan observeres på et sted, så er vores verden i virkeligheden understøttet af en usynlig realitet, som er umiddelbar og som tillader kommunikation, der er hurtigere end lyset, ja, til og med øjeblikkelig.
Denne interaktion 1) formindskes ikke med afstanden, 2) den kan finde sted øjeblikkelig, dvs. hurtigere end lyset og 3) den sammenbinder steder uden at krydse rummet. De eneste eksempler, man i den forbindelse kan tænke på, er ekstra-sensorisk perception.
Et tidligere medlem af Selskabet, den nu afdøde dansk-amerikanske fysiker R. D. Mattuck, arbejdede således i flere år på H.C. Ørsted Instituttet på at udvikle en kvantemekanisk model til at forklare psi-fænomenerne. Dr. Mattuck udførte således eksperimenter med både ESP og PK og opnåede opsigtsvækkende resultater.
Selv om mange af de parapsykologiske fænomener tilsyneladende befinder sig i udefinerbare grænseområder, er vi i Selskabet for Psykisk Forskning af den opfattelse, at vi må bruge den videnskabelige metode til at bevise eksistensen (eller ikke-eksistensen) af psi. Dette betyder ikke, at vi er fulde af fordomme - tværtimod! - men vi mener, at det er vigtigt, at vi ikke bare uden videre ”rider med” på den okkulte bølge, som er så populær i øjeblikket, men i stedet søger at finde sandheden bagved de psykiske fænomener. Selskabet for Psykisk Forskning er således i dag den eneste forening i Danmark, som giver seriøs information om problematikken inden for den parapsykologiske forskning.